Du kender sikkert scenen fra et utal af film: Helten og skurken mødes på slagmarken – mand mod mand – alt imens deres respektive hære står og tripper i baggrunden. I stedet for at udkæmpe et enormt slag, vælger de to hovedpersoner at mødes til duel – ansigt til ansigt.
Denne form for kamp giver god mening i et filmisk eller litterært narrativ, hvor det kan være en fordel at fokusere på én kompleks kamp fremfor hundredvis af mindre episoder med knap så betydningsfulde karakterer, der bliver skudt eller stukket ihjel fordelt over hele slagmarken.
I filmens verden giver det altså god mening, men skete sådan noget overhovedet i den virkelige verden? Svaret må være ’yderste sjældent’, men den danske konge, Christian 4., kunne faktisk være havnet i lige præcis dén situation: I en tvekamp mod den svenske konge. En historisk begivenhed, som bestemt er værd at dykke længere ned i.
Kalmarkrigen
Året er 1611 og Kalmarkrigen er brudt ud. Det er Christian 4.s første krig som regent over Danmark-Norge, og fjenden er naturligvis svenskerne. Sverige løsrev sig fra Kalmarunionen i 1523, og er siden vokset til en decideret magtfaktor i Østersøen. Det bryder den dansk-norske konge sig bestemt ikke om. Faktisk har han et ønske om atter at indlemme Sverige i en union med Danmark og Norge – en ny Kalmarunion.
Det er således meget passende, er det netop er byen Kalmar, som den danske hær indtager den 2. august 1611. Christian 4.s rigsråd havde ellers længe modsat sig en ny krig mod svenskerne, men kongen fandt et smuthul i reglementerne. Udover at være dansk-norsk konge, var Christian 4. også hertug over Holsten, og rigsrådet havde ingen indflydelse på den holstenske hertugs gøren og laden. Christian 4. truede altså med at sætte sin holstenske hær ind mod Sverige, og rigsrådet kom til følgende beslutning: “hvadenten vi fejden bevilger eller ikke bevilger, da vil Eders Majestæt sætte den igennem…”.
Invitation til tvekamp
Den øverstbefalende på slottet i Kalmar blev bestukket med et gods i Holsten, hvis bare han ville lade den danske hær rykke indenfor byportene, og Christian 4. stod således hurtigt i en fordelagtig position. Herfra kunne hæren fortsætte op gennem Sverige og forårsage stor skade mod adlens godser. For at stoppe disse blodsudgydelser foretog den svenske konge Karl 9. et utraditionelt valg. Han udfordrede Christian 4. til en personlig tvekamp.
Den 60-årige Karl 9. var søn af den elskede konge, Gustav Vasa, og havde regeret landet siden 1604. Her syv år senere var han svækket af sygdom, men opfordrede alligevel den 34-årige Christian 4. til duel, og krævede i et brev henvendt til den danske konge: ”at du for at yderligere blod ikke skal udgydes, i egen person de gamle goters lovgivning brug og sædvane begiver dig ud i åben kamp mod Os på åben mark”.
Christian 4.s afvisning
Der gik tre dage inden Christian 4. tog til genmæle. Brevet til Karl 9. indeholdt et afslag på tvekamp, og den danske konge benyttede samtidig lejligheden til at håne den svenske regent for at Kalmar var blevet indtaget for næsen af ham og skrev; ”Hvad angår den Kamp, du tilbyder Os, forekommer den Os Spot værd, af den Årsag, at Vi er udmærket klar over, at du allerede er nok så slagen af Gud i Himlen, så det er meget bedre at ynke dig end at slås og fægtes med dig”.
Det blev altså ikke til nogen tvekamp, som ellers kunne nok kunne have fået en central plads i Danmarkshistorien. I stedet døde Karl 9. af sygdom to måneder senere. Kalmarkrigen endte med en fredsaftale i 1613 hvor svenskerne måtte betale én million daler i krigsskadeserstatning. Christian 4. lykkedes ikke med at erobre hele Sverige.
